Uffe Solvang om at være ordblind

Da Uffe gik i skole, havde han svært ved at følge med.

Han vidste ikke, at han var ordblind.

“Jeg satte mig bare bagerst i klassen. Så blev undervisningen lidt til flimmer, fordi jeg ikke forstod det og ikke kunne følge med.”

Efter skolen blev Uffe uddannet mekaniker.

Her gik det meget bedre.

“Jeg var en af de bedste i klassen. Jeg har aldrig følt mig dum, men jeg har følt mig begrænset.”

Uffe har senere haft sin egen virksomhed.

Her kunne det være svært, når han skulle skrive mails.

Tidligere ventede han ofte på, at hans kone kunne hjælpe ham.

Senere fandt han ud af, at han kunne tale teksten ind på sin computer.

Det gjorde en stor forskel.

“Nu kan jeg selv skrive de mails, jeg skal. Jeg har ikke svært ved at formulere mig. Men jeg har brug for at kunne tale teksten ind.”

Tre af Uffes børn er også ordblinde.

De fandt ud af det tidligere, end Uffe selv gjorde.

“De får de rigtige hjælpemidler, og så suser de bare afsted,” fortæller han.

Det fik også Uffe til at tænke over, om han selv kunne være ordblind.

Han havde haft mistanken i flere år.

Til sidst blev han testet.

Testen viste, at han var ordblind.

“Det var faktisk dejligt at få en forklaring på, hvorfor nogle ting har været så svære.”

I dag har Uffe ikke noget problem med at fortælle, at han er ordblind.

Men sådan har det ikke altid været.

“Det har været et tabu. Man kunne ikke stave, og så prøvede man at gemme sig bag andre ting.”

Uffe oplever, at der i dag bliver talt mere åbent om ordblindhed.

Især blandt børn og unge.

Men nogle voksne kan stadig have svært ved at bede om hjælp.

Uffe går i dag til ordblindeundervisning på et lille hold.

Her lærer han forskellige værktøjer, som kan gøre hverdagen lettere.

Det kan være små ting på computeren, nye måder at arbejde med tekst på eller hjælp til at læse og skrive.

Nogle af værktøjerne bruger Uffe allerede i sin hverdag. Andre skal han øve sig på flere gange, før de sidder fast.

For Uffe handler undervisningen ikke om at skrive perfekt.

“Jeg vil bare kunne tilegne mig den viden, jeg har lyst til, uden at føle mig begrænset.”